Studietur til Gran Canaria

– En intensiv uge med masser af golf

 

Gran Canaria har et fremragende vinterklima for os golfspillere. Dagtemperaturen ligger som oftest over 20 grader og i nogle tilfælde kommer den helt op omkring 30 grader, som i det skønne og tørre klima føles skønt!

Da vi lander i Las Palmas, mødes vi af den varme kanariske vind, som veksles til en smule støvregn, da vi ved AVIS-lejebilen forsøger at få de 3 golfbags ind i den, måske lidt for lille, lejebil. Vores problem med pladser bliver observeret af personalet, som kommer os til hjælp og tilbyder os en opgradering for et par hundrede kroner ekstra. Lufthavnen på Gran Canaria ligger på den nordlige del af øen lige uden for hovedstaden Las Palmas, hvor også flertallet af øens beboere bor. Den sydlige del af øen, hvor regnen er et sjældent syn, huser de mange hoteller og de fleste golfbaner. Øen har omkring en million indbyggere og normalt en del flere turister, når der er højsæson. Det har man naturligvis indrettet infrastrukturen efter og derfor er motorvejen fra lufthavnen til Costa Meloneras en nem og bekvem løsning.

Vi er på en studietur til Gran Canaria, som vi har valgt at forlænge med et par dages ferie. En af fordelene ved at arbejde i rejsebranchen og med golfrejser, er at man ofte kan kombinere arbejde med ferie og golfrunderne bliver hurtigt en blanding af arbejde og fornøjelse. På turen har vi til opgave at spille tre baner, samt at se en hel del hoteller og holde møder med vores samarbejdspartnere. Den første del af opgaven tager vi ekstremt seriøst og forsøger at få spillet så mange runder golf, mens vi er på øen.

Det skal nok forløbe fint, da vi er tre golfnørder og vi allerede er landet i Las Palmas 13:50 om eftermiddagen. Selvom der var lidt stress med at få udleveret lejebilen, så er der alligevel tid nok til at køre direkte på Meloneras Golf og så gemme check in på hotellet til bagefter. Det vil være lyst et par timer endnu, så vi når en lille time på rangen og endda at spille et par huller, inden vi kører tilbage til hotellet.

Vi bor på det store Lopesan Baobab, som ligger på i det populære Costa Meloneras området tæt ved vandet. På grund af golfen, så bliver check in lidt senere, men vi når en drink i baren inden vi sætter os til middagsbordet. Hotellet er ret stort, så vi undgår ikke en vis forvirring om, hvilken bar vi skal mødes i, men vi når den obligatoriske første feriedrink og roen kan sænke sig.

Ferie med i en Corona-tid

Vi er taget afsted i månedsskiftet mellem november og december og her findes en del Corona-restriktioner, som egentlig ikke påvirker vores ferieoplevelse. Mundbind skal bæres, når man går rundt i byen, samt når man går rundt på hotellet. Det er derimod intet problem at tage det af, når man sidder i sit selskab eller spiller golf. Når vi besøger hotellets buffetrestaurant, har de løst udfordringen med, at alle vil hente maden samtidigt på en ganske smart måde. I stedet for store fade med mad, så er alt mad portionsanrettet. Det passer meget godt i Spanien, da man hurtigt får den spanske tapas-følelse, hvor bordet fyldes med flere små tallerkener. Som normalt er der kokke i restaurantens åbne køkkener, som tilbereder fisk, kød og kylling og hvad ellers hjertet begærer. Buffeten de dage vi er der, er ganske afvekslende og det føles skønt, selvom man ikke selv står og botaniserer over, hvad som skal på tallerkenen. Et andet Corona-tiltag man har gjort på Baobab er, at man må booke tid i forvejen, så man sikrer sig, at restauranten ikke fyldes op.

 

Meloneras Golf – vores hjemmebane

Vores første hele dag på øen vælger vi at stå tidligt for at være i førstebolden på golfbanen. Ved ankomst til Meloneras Golf bliver vi mødt af den mest fantastiske solopgang og dagens første solstråler giver en god følelse i kroppen. Der er masser af aktivitet i klubhuset og man mærker det er Corona-tider, da det er den normale klubchef, Cameron, som selv gør buggies klar til de mange gæster, som venter på at komme ud at spille. Normalt har Cameron en mere administrativ rolle, men med de færre gæster har gjort, at man må give en hånd med hvor det er muligt.

Det er ikke første gang jeg er på Meloneras, så jeg ved nogenlunde hvad som venter på runden og det er med en god fornemmelse, at jeg tee’er op på første tee. Meloneras er en dejlig golfbane, som er nem at blive glad for. Banen har egentlig to forskellige udtryk, hvor de første ni huller karakteriseres ved masser af palmer og grønne fairways. Første gang jeg spillede her, var banen lige åbnet og dengang tænkte jeg, at for-ni var ganske enkel. Der var masser af plads og man kunne være flittig med driveren og fik næsten altid et godt leje. Her 14 år senere har palmerne vokset sig større og det gør det derfor endnu vigtigere at holde sig på fairway eller i semi-roughen for ikke at komme i problemer. Det har givet Meloneras meget mere kant.

De sidste ni huller er en visuel nydelse, da flere af dem ligger helt ud til Atlanterhavet. På hullerne 12, 13, 14 og 15 er det svært ikke at blive betaget af den imponerende udsigt og det kræver sin mand, eller kvinde, at holde fokus på spillet. Hul 12 er nok et af de mest fotograferede golfhuller på De Kanariske Øer. Et meget fotogent par 3 hul, hvor Atlanterhavet agerer bagtæppe.
Selvom Meloneras Golf ikke er specielt lang, men den føles ikke kort, når man spiller den. Det visuelle og designet gør, at man kan spille den masser af gange uden at den føles nem eller kedelig. Den perfekte golfbane til en golfferie.

 

 

Middag langs strandpromenaden

Uanset hvor varieret buffeten på Lopesan Baobab er, så er en del af en ferieoplevelse, at man gerne vil ud og opleve og prøve nye restauranter. Martin, som er vores golfvært på Gran Canaria, har anbefalet os en restaurant, som hedder El Churrasco. Både Martin og receptionen gav den ganske fine anbefalinger og til trods for at den var en smule dyrere end andre, så gav den fuld valuta for pengene. El Churrasco er måske ikke det oplagte valg for vegetaren, selvom der var et par vegetarretter på menuen. På Churrasco er det kød som gælder – tilpas mørt og veltilberedt, at det passede perfekt til et par glas velsmagende Rioja. Der findes masser af restauranter langs strandpromenaden og i området omkring Meloneras. Vi fandt på egen hånd også en særdeles god tapas restaurant, som dannede rammerne for endnu en fin aften. Har man mod på at prøve det Kanariske køkken, så skal man søge mod Las Palmas eller lidt udenfor turistområderne sydpå. Cornaen har gjort, at flere af menuerne er blevet gjort elektroniske og man bruger en QR-kode for at se, hvad man kan bestille. Nemt og enkelt.

 

Anfi Tauro Golf – en unik golfoplevelse

Har man aldrig spillet en såkaldt ørkenbane, så vil Anfi Tauro være en spændende og sjov oplevelse. Her mødes man af ondulerede fairways skarpt skåret af store waste areas hovedsageligt bestående af lavasand og store kaktusser. Det føles som om, at Anfi Tauro er en helt ny golfbane, da den er så spektakulær, at man nemt kan tabe mælet. Men banen har fejret 25-års jubilæum.

Anfi Tauro ligger ikke langt fra vandet og fordi den er så kuperet, så er der en ganske fin havudsigt fra flere af hullerne. Robert von Hagge har fået frie hænder i den bjergrige dal og et stort budget til at skabe sit mesterværk. Mest bemærkelsesværdigt er hul 8, hvor man har sprængt en del af bjerget væk for at gøre plads til greenen i et amfiteater-lignende område. Banen har rigtigt smukke huller, som hul 6, et godt par 3 hul med en fin udsigt til Atlanterhavet. Min personlige favorit er dog hul 13. Et kort par 3 hul, hvor du nærmest slår ud fra en klippevæg ned mod en green placeret på endnu en klippevæg. Ganske imponerende.

Alt i alt er Anfi Tauro en fantastisk golfbane, som fungerer som et fint supplement til den mere traditionelle bane på Meloneras. Det eneste som rigtigt mangler på Anfi Tauro er et hyggeligt klubhus, her er sådan set bare en pro shop, samt en reception som hører til hotellejlighederne. Det trækker lidt ned i helhedsindtrykket.

 

 

Gran Canaria udover golfen

Alle som arbejder hos Golf Plaisir er det som kaldes ”golfnørder” og får vi muligheden for at spille ni huller ekstra, så gør vi gerne det. Kan vi få lov at spille 36 huller på en dag, så er vi også mange, som vælger dette. På en uge på Meloneras nåede vi at spille 189 huller, så vi har næsten besøgt hvert et hjørne af banen – også bunkerne. Vi ved dog, at vores gæster som oftest foretrækker 18 huller om dagen og så fylde resten af dagen med afslapning eller oplevelser. Pool områderne på Baobab og Villa del Conde er skønne og der er heldigvis ikke langt til den 3 km lange strand ved Maspalomas, hvis man foretrækker det.

Gran Canaria er ca. halvt så stor som Fyn, men har hele fire klimazoner. Når man rejser rundt på øen, så bliver det ret tydeligt, da man går fra ørkenlandskab til frodige grønne områder på ganske få minutter. Her findes en hel del smukke naturparker, hvor det illustreres ret tydeligt, hvor varieret klimaet er på øen. I denne omgang springer vi dog naturparkerne over og har i stedet booket tid på Bandama Golf tæt på Las Palmas, som vi også har planlagt at besøge.

 

Bandama Golf – Spaniens ældste golfklub

Golfklubben hedder egentlig Real Club de Golf de Las Palmas og er Spaniens ældste golfklub. Banen lå oprindeligt i et område, som nu er udkanten af Las Palmas, men banen måtte flyttes i 1957, da byen voksede sig større og havde brug for arealet ved golfbanen. Den nye bane blev anlagt ved Bandama-vulkanen (deraf navnet) og designet af Mackenzie Ross, som har designet Maspalomas på den sydlige del af øen. Han er måske mest kendt for at have designet Turnberry i Skotland.

Klubhuset på Bandama er i sig selv et studie værd. Tavler med gamle klubmestre og pokaler tager en tilbage til en svunden tid. Når man kigger nærmere på tavlerne, så er der en del englændere på listerne, men også nogle velkendte spanske navne, som familien Cabrera Bello. Rafael Cabrera Bello er fra Gran Canaria og en af Spanien bedste spillere. Søsteren Emma er også en ganske habil golfspiller og har vundet en del klubmesterskaber på Bandama.

Personligt kan jeg godt lide nemme åbningshuller og på Bandama er det et overkommeligt kort par 4 hul, som spilles mellem 195-220 meter. Det giver en god mulighed for at starte med en birdie. En af mine kollegar lykkes med en eagle, så mit hold er allerede nede fra første færd. Greenen på hul 2 byder på en mageløs udsigt over vandet og var man lidt skeptisk på første tee, så er den skepsis væk nu. Det er måske den charme Bandama har. Hullerne er ret varieret og krydres med ganske fine udsigter til både vand og bjerge. Desuden har banen et historisk vingesus over sig, som gør det til en helt anderledes oplevelse end for eksempel den moderne Anfi Tauro, og den lidt mere traditionelle Meloneras.

Vi elsker Bandama og ikke mindst vores frokost, for her får vi serveret den type mad, som måske er lidt sværere at støve op langs strandpromenaden på Costa Meloneras. Vi bliver guidet godt igennem menuen af Leif Svensson, som har været en menneskealder på Bandama. Leif har tidligere drevet hotellet, som ligger på golfbanen og ejer nu Villa Bandama Golf, som ligger oppe i bjergene med en fantastisk udover golfbanen. Vi får serveret tapas efter tapas og med tanke på, at vi skal spille yderligere 18 huller, så holder vi os ikke tilbage. En frokost som virkelig er velsmagende!

 

Gran Canaria er en af de syv Kanariske Øer og er blandt de fem, som har golfbaner. Øen er sammen med Tenerife den, som har det bredeste og bedste udvalgt af golfbaner og hoteller, men klimaet og strandene er af høj kvalitet på alle øerne. Skulle jeg anbefale en rækkefølge for os golfspillere, så ville jeg nok starte med Gran Canaria og Tenerife, dernæst Fuerteventura, Lanzarote og La Gomera. La Gomera er en lille perle, som endnu ikke er opdaget af masseturismen og som golfrejsemål er øen helt i top med Tecina Golf, som eneste golfbane. Måske en mulighed for næste golfrejse?