Valle Romano

Valle Romano

Langs Costa del Sol kysten i det sydlige Spanien er golfbanerne virkelig linet op, som perler på en snor og for mange er denne smukke kyststrækning det oplagte valg, når man skal på golfrejse. Det milde og stabile vejr er selvfølgelig også en faktor og gør det muligt at spille golf,  både i det tidlige forår til langt hen på efteråret. Langs denne kyststribe finder du nogle af Spaniens absolut bedste golfbaner, såsom den legendariske Valderrama, Sotogrande og Finca Cortesin, der var vært for Solheim Cup.

Men der er ikke kun topbaner langs kysten, der er også et væld af andre golfbaner af høj kvalitet, der henvender sig til en bredere målgruppe. Tager du til kystbyen Estepona, der ligger midt imellem Marbella og Gibraltar, vil du finde golfperlen Valle Romano samt en lang række andre virkelig udmærkede resortbaner med en fantastisk udsigt udover Middelhavet.

Fakta

Golfvært Ja
Afstand golfbane 500 m
Afstand lufthavn 85 km
Nærmeste by Estepona 8 km
Baner i nærheden ca 30
Arrangementer Matcher, udflugter mm.

Hvad er inkluderet i rejsen?

Laveste pris: 21 495,-

28 nætter i lejlighed
selvforplejning
10 greenfees på Valle Romano
4 greenfees på La Canada
2 greenfees på Azata Golf
fly
flyafgift
transport af golfbag
Delt lejebil (kategori B)
service af vor egen golfvært

Turistskat
På flere rejsemål opkræver lokale myndighederne turistskat i forbindelse med hotelovernatninger. Denne skat opkræves af hotellet og betales ved ud check fra hotellet.

Vejret lige nu

weather-icon18.6℃

Valle Romano Golf

Valle Romano ligger en kilometer fra kystbyen Estepona med en storslået udsigt over Middelhavet. Klubhuset er pænt og anlægget emmer af kvalitet og der er en meget hyggelig stemning på hele området. Den anerkendte golfarkitekt Cabell B Robinson er hjernen bag denne fine bane som åbnede i 2010. Det er en resortbane – med lidt mesterskabsambitioner og der har da også været spillet en række internationale turneringer her allerede. Banen er langt fra Cabell B Robinsons eneste værk på Costa del Sol. Af hans lidt mere kendte baner i området er topbanen Finca Cortesin, hvor Solheim Cup blev spillet og La Reserva som ligger i hjertet af Sotogrande. Man kan se, at han ved, hvordan man håndterer det let kuperede terræn, som er ret almindeligt langs hele Costa del Sol.

Åbningshullet er et ret smalt og svært par 5-hul, men så er man ligesom i gang. På hul 3 ligger teestedet på en bakke og der er en virkelig stejl skråning ned mod fairway og man spekulerer lidt på, hvordan dette skal gå.

Banen er flot anlagt i det kuperede landskab og der er et godt flow mellem hullerne, så man til dels undgår de helt store niveauforskelle. Det er bestemt muligt gå Valle Romano Golf, dog er der nogle steder på runden, hvor det godt kan være lidt udfordrende – men det er selvfølgelig altid en mulighed at leje en buggy, hvis man helt vil undgå for mange stigninger. Mange af hullerne er pakket godt ind i bunkere, på Robinsons karakteristiske måde, hvor bunkerne er let kantede og alle med forskellige, spændende former. Visuelt et det meget flot, men nok en udfordring for banepersonalet, der skal rive størstedelen af alle bunkerne i hånden.

Lejlighedshotellet ligger direkte på golfbanen mellem hul 11, 12 og 17. Det er en golfbane, hvor du har en storslået udsigt ud over både Middelhavet og bjergene. Greens er generelt både jævne og ret hurtige og anlægget er velegnet til dem, der ønsker god resortgolf med høj kvalitet. Afslutningen kan virke lidt hård med to ret lange par-3 og et ikke helt let par-5 hul. Men når du så putter på hul 18, har du ikke mange skridt til den fine klubhusterrasse, hvor du kan hygge dig og opsummere dagens runde.

Drivingrangen er oplyst, hvilket betyder, at dem med høje træningsambitioner kan lægge en ekstra session ind, selv når det er begyndt at blive mørkt. En lille sjov detalje er, at hvert hul er opkaldt efter en spansk golfspiller og du starter med Alvaro Quiros på hul 1 og slutter – som du skal med Seve Ballersteros på hul 18.

Fakta

Antal huller 18
Banekarakter Parkbane
Banefakta Par 72 6214 5804 5358 4910
Drivingrange Ja, udslag fra måtte og græs
Banedesign Cabell B Robinson

La Canada GC

La Canada ligger i Sotogrande og har kendte naboer som Valderrama og La Reserva og man kan godt komme til at overse den lidt mindre kendte La Canada bane – hvilket er lidt ærgerligt, da banen er rigtig god. La Canada åbnede 9 huller tilbage i 1982 og blev designet af ingen ringere end Robert Trent Jones Sr, som også står bag Valderrama. Det var først i 2002, at banen blev udvidet til 18 huller med hjælp fra arkitekt Dave Thomas og det kan godt mærkes, at der har været to kendte golfarkitekter om at designe banen. De sidste ni huller er designet af Robert Trent Jones og er mere bølgende og har også nogle mere interessante greens.

Det er også her du finder nogle af de bedste huller på La Canada, såsom hul 10, der er et spændende par 5-hul og hul 12 som har indeks 1. Hul 18 er også spændende, da du slår ud over en kæmpe kløft og her er der brug for “Course Management” – alt efter hvor risikabelt du vil spille! Det er formentlig hul 18, der har givet banen sit navn, da kløften/dalen hedder La Canada på spansk.

Rangen er stor og her finder du et rigtig godt træningsområde. Golfbanen er kendt for sin fremragende dræning og selv med store regnskyl er det sjældent, at La Canada er lukket.
Klubhuset er stort og i traditionel spansk stil. Klubben har en stor juniorafdeling og mange lokale medlemmer, som gerne bruger både en og to timer efter endt runde på restaurantens terrasse. Der er en fantastisk udsigt over Guadiaro-floden og Middelhavet og det er helt sikkert en kombination af flot udsigt og restaurantens gode mad, der gør stedet så populært.

La Canada ligger 30 minutter fra Valle Romano og ikke langt fra havet – så kombiner dagens runde golf med en eftermiddag på stranden eller fortsæt yderligere et par km, så du når helt ud til Gibraltarklippen.

Fakta

Antal huller 18
Banekarakter Parkbane
Banefakta Par 71 5866 5638 5239 4993
Drivingrange Ja, udslag fra måtter og græs
Banedesign David Thomas og Robert Trent Jones Sr

Azata Golf

Azata Golf den den senest tilkomne golfbane på Costa del Sol og åbnede sent i 2020. Dette er ikke en mesterskabsbane, men en fin tilføjelse til de andre golfbaner i greenfee-pakken. Azata er en ret teknisk bane og man skal tænke lidt over både køllevalg og spil-strategi. Klubhuset ligger på en bakke, hvilket betyder, at man starter hver 9-hullers runde med at spille nedad og slutter med et par huller op ad bakke. Det er generelt en kuperet bane, men egentlig er det primært hul 8 og hul 17, der går stejlt op ad bakke og hvor det kan være rart med en buggy. Flere af hullerne bugter sig og der er en masse spektakulære udsigter over Middelhavet og også Sierra Bermeja-bjergene. Hul 15 er et klassisk par 3-hul, hvor greenen strækker sig ud i en sø som en halvø.

Klubhuset er flot og moderne, men ganske enkelt og ikke så overdådigt, som det ofte er på Costa del Sol. Her kan du finde lige det, du skal bruge – som en lille shop og restaurant. Fra restaurantens terrasse har du en flot udsigt over rangen og greenen på hul 18. Range samt chip- og puttinggreenen ligger i direkte forbindelse til første tee. Det er ret bekvemt og selvom du ankommer i sidste øjeblik, har du tid til at slå et par bolde og sænke et put eller to, inden du skal ud.

Azata ligger kun 3 km fra Valle Romano og det tager cirka 7 minutter at komme dertil i bil.

Fakta

Antal huller 18
Banekarakter Parkbane
Banefakta Par 71 5703 5334 4795 4358
Drivingrange Ja
Bandesign Blake Stirling og Marco Martin

Ona Valle Romano Resort

Vores lejlighedshotel Ona Valle Romano Resort ligger 8 km fra Estepona og lige ved siden af Valle Romano Golf. Hotellet har fire etager og består af 430 lejligheder fordelt på tre ens bygninger, der ligger på række langs den 12. fairway og man mærker med det samme, at Ona Valle Romano Resort er et velkørende kompleks med speciale i Long Stay. Lejlighederne er 4-stjernede og har alle nogenlunde samme design med to separate soveværelser, to badeværelser og kombineret køkken og stue, der åbner ud til en terrasse. På Valle Romano er der reception med engelsktalende personale. I stueetagen finder du en lille købmand, et enkelt fitnesscenter, to restauranter og desuden flere udendørs pools, som ikke er opvarmede. For dem, der ønsker at dyrke mere sport efter golf, er der også to padel-baner i tilknytning til området.

Lejlighederne er på cirka 100 kvadratmeter inklusive terrassen, så selvom den ikke er kæmpestor, så har man god plads. Køkkenerne er veludstyrede og har hvad man kan forvente og der er selvfølgelig vaskemaskine i hver lejlighed.

Selvom lejlighedshotellet ligger på golfbanen, er der en kort gåtur til golfklubben, hvor du har en hyggelig restaurant i klubhuset, der serverer både morgenmad og en fremragende frokost. Området omkring Estepona er måske en af Europas hotteste golfdestinationer, men der er så meget mere her end bare golf. Estepona er et klassisk turiststed og ligger kun 10 km fra Valle Romano. Det er en charmerende by med en hyggelig marina, som har et godt udvalg af butikker, barer og restauranter. Området er også kendt for sine fantastiske strande og der er masser af muligheder for vandsport og andre fritidsaktiviteter ikke langt fra Valle Romano. Vil du have mere storbypuls, er Marbella inden for nem køreafstand.

Fakta

Beliggenhed ved siden af Valle Romano Golf, La Cañada GC 30 km, Azata Golf 5 km, Estepona centrum 8 km
Lejligheder 430
Faciliteter Restauranter, udendørspool (ikke opvarmet), padel, enklere fitnesscenter
WiFi Ja, uden ekstra omkostninger

Greenfeepakke

I vores Long Stay greenfee-pakke har vi valgt at inkludere tre forskellige golfbaner for at sikre en varieret og spændende golfoplevelse under dit ophold på Valle Romana. Lejlighedshotellet ligger i gåafstand til Valle Romano Golf og  der er 10 runder golf på denne skønne bane, hvilket er størstedelen af alle de inkluderede golfrunder.

La Canada Golf er den anden bane i pakken og ligger omkring 30 minutter fra Valle Romano, og der er inkluderet 4 runder på denne fine bane, som ligger tæt på havet og Gilbratarklippen. Endelig er der for at give lidt variation, inkluderet 2 runder golf på Valle Romanos nabo – Azata Golf. Denne bane er den senest tilkomne golfbane på Costa del Sol og åbnede sent i 2020 og ligger kun 3 km fra Valle Romano og det tager bare cirka 7 minutter at komme dertil i bil.

I alt er det 16 greenfee inkluderet i Long Stay opholdet på Valle Romana, hvilket giver dig rig mulighed for at udforske og nyde de forskellige golfbaner under dit ophold.

Valle Romano Golf & Resort

Forespørgsel

Kontaktinformation

loading Din forespørgsel er modtaget. Vi undersøger om rejsen kan gennemføres, og kommer snarest muligt tilbage med svar via mail. Forespørgslen mislykkedes at sende, prøv igen senere eller ring til os i stedet Name, email, phone and mobile is required fields, please check your form.