En golfdestination med en lys fremtid
Ved landingen i Tunis viser termometeret behagelige 26 grader. Det er slutningen af marts, og vi forlader et køligt forårsvejr bag os. Under rejsen venter tre golfklubber på fire dage – et intenst og inspirerende program.
Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg skal forvente, når det gælder golfen i Tunesien. Fra lufthavnen passerer vi resterne af handelsbyen Kartago, som blev jævnet med jorden af romerne, og spørgsmålet er nu, hvad jasminrevolutionen og siden pandemien har gjort ved golfen i Tunesien. Tunesien er stadig meget prisvenligt, og vejret er som altid godt, så det er i det mindste en god start.
The Residence Golf – Golf på grænsen til et naturreservat
Vores første stop, The Residence Golf, ligger kun en halv time fra Tunis lufthavn. Det er en bane, jeg længe har ønsket at spille, og jeg har også hørt meget godt om hotellet. Personligt har jeg en forkærlighed for golfbaner designet af den velrenommerede amerikanske golfarkitekt Robert Trent Jones Jr. Det er egentlig ligegyldigt, om det er junior eller far senior, der står bag – resultatet er altid rigtig godt. Banerne holder som regel verdensklasse, og man oplever ofte meget gennemarbejdede og gennemtænkte greenområder.
Golfbanen ligger på grænsen til et stort naturreservat med et rigt fugleliv. Reservatet består af en enorm saltsø, hvis bassiner delvist strækker sig ind på banen. Det er sjældent, man beskriver en golfbane som flad, da det ofte lyder negativt. I dette tilfælde er der tale om svagt bølgende fairways og nogle hævede greens, men ellers er banen netop flad. Robert Trent Jones har på elegant vis forsøgt at skabe en helhed og næsten integrere banen med naturreservatet.
De første huller er omgivet af eksklusive villaer, og det er først på hul 5, man kommer ud mod den store saltsø.
Banen skifter karakter, og hullerne bliver både sværere og mere interessante. Det er en bane, der også ændrer udtryk afhængigt af vandstanden i saltsøen. Ved højvande fyldes bassinerne, og ved lavvande får området næsten karakter af en sandørken. Flere huller ligger meget smukt langs kanten af reservatet.
Designmæssigt kunne jeg især lide hul 14 – et udfordrende par 3-hul, hvor man skal slå over både vand og bunker, før man lander sikkert på en bølgende green.
En smart detalje er den lille fairway til højre for greenen, som fungerer som en slags redningszone for dem, der ikke tør eller kan gå direkte efter greenen.
Afslutningen er hård, hvor hul 17 er et udfordrende par 3 med stor risiko for vand, og hul 18 har en stor sø langs hele venstresiden, som også ligger foran det imponerende klubhus. Meget kan afgøres på de sidste huller på Residence Golf.
Grønt landskab fra Tunis til Tabarka
Vi forlader Tunis og kører mod Tabarka på den såkaldte Koralkyst. Turen tager normalt 2,5 timer, men uden trafik og med en chauffør, der ikke holder sig tilbage på speederen, er vi fremme på to timer.Det, der overrasker mig, er hvor grønt og smukt det bølgende landskab er – især når man hører så meget om tørken de senere år. Når vi nærmer os Tabarka, føles det nærmest som Provence eller den italienske Riviera, snarere end Tunesien på grænsen til Sahara.Vi mødes af skove med imponerende pinjetræer – råt og frodigt på samme tid, som man ofte ser langs Middelhavet. Da vi ankommer til det nyrenoverede La Cigale Tabarka Hotel, ser jeg straks velplejede tees og brede fairways ved indgangen – meget lovende før morgendagens runde.
Tabarka Golf – En ægte perle
Tabarka Golf er designet af Ronald Fream – “Mr. Golf” i Tunesien. Allerede nu kan jeg afsløre, at banen er noget helt særligt, med fantastiske huller langs den smukke kyst.
Hul 3 er det første rigtigt spektakulære hul, hvor greenen ligger helt ud til havet. Det kræver præcision – for kort er der bunkere, for langt ligger stranden.
Banen skifter karakter mellem seaside og skov, hvilket skaber variation hele vejen igennem. Afslutningen minder om Residence Golf, men med en ekstra luksusfølelse takket være en elegant stenmur langs vandet.
Der er forskel på harissa og harissa
Jeg rejser med to tunesiere, Imed og Mona, som begge er stolte ambassadører for deres land. Når jeg nævner gode dadler fra Egypten, får jeg straks at vide, at de tunesiske er bedre. Det samme gælder mandler, olivenolie – og selvfølgelig harissa.Den harissa, vi køber på tube derhjemme, bliver nærmest hånligt afvist. Her laver man sin egen efter familieopskrifter eller køber frisklavet hos specialbutikker.
Hotellet matcher golfens kvalitet
Hotellet holder samme høje standard som golfbanen og er stort set nyrenoveret til et solidt 5-stjernet niveau.Efter middagen besøger vi havnen i Tabarka – en autentisk fiskerihavn – og udforsker det gamle fort. Byen når jeg dog ikke helt at lære at kende, men det gør ikke så meget, når golfen og hotellet er i verdensklasse.
Hammamet – Tunesiens svar på Saint Tropez
Vi fortsætter sydpå mod Hammamet. Vi har den samme chauffør som tidligere, så det går hurtigt – næsten speederen i bund hele vejen. Hammamet er en af de mere eksklusive badebyer i Tunesien og har også to golfklubber, Citrus og Yasmine, som begge – lidt tilfældigt – er designet af Ronald Fream. Vi skal spille Citrus Golf, som har i alt 45 huller og er et enormt golfanlæg.
Les Oliviers – slynger sig gennem olivenlundene
Jeg har spillet begge golfbaner på Citrus Golf tidligere. Det lidt triste ved en golfklub med to 18-hullers baner er, at den ene altid bliver championshipbanen, mens den anden automatisk klassificeres som den lidt ringere bane. Les Oliviers er netop den ”lidt ringere” bane, mens La Forêt er mesterskabsbanen – og det passer delvist. Faktisk er Les Oliviers 19 meter længere fra herreteestederne og 31 meter længere fra dameteestederne end La Forêt.
De første ni huller går langs olivenlunde, og man forstår hurtigt, hvorfor banen hedder Les Oliviers. Banen har relativt generøse fairways, og det er ikke særligt svært at have en god score efter ni huller.
De sidste ni huller er lidt mere udfordrende. De fleste oliventræer bliver erstattet af palmer, og terrænet bliver mere kuperet. Jeg kan godt lide afslutningen, og hul 15 er et flot par 5-hul, hvor man kan nå greenen i to slag, hvis man har lidt krudt i køllen. For de fleste gælder det dog om at undgå vand og bunkers, når man slår ind mod greenen i tredje slag.
La Forêt – det bølgende landskab skaber en god variation af golfhuller
Dagen efter er vi tidligt oppe for at spille La Forêt, skovbanen på Citrus Golf. Det er en sløjfe, jeg holder meget af. Den har en god blanding af forskellige huldesigns og føles altid interessant. Imed fra turistbureauet er medlem af Citrus og har både sommerhus og familie i Hammamet. Selvom Hammamet har op mod 70.000 indbyggere, får man en landlig badebyfornemmelse. Imed stopper ved hvert gadehjørne og hilser på hver anden person. Det er nemt at få indtryk af, at alle kender alle – eller også er det bare Imed, der kender alle.
Jeg synes også, at La Forêt er en golfbane, der vokser og bliver mere udfordrende efter ni huller. Forskellen er dog ikke lige så markant som på Les Oliviers. Imed er entusiastisk ved hvert hul, men da vi kommer til hul 12, afslører han, at det er hans favorithul – og også et hul, hvor han engang har lavet en eagle. Det er et relativt kort par 5-hul, eller rettere: det bliver kort, hvis man lykkes med udslaget og lander på skråningen ned mod greenen. Går alt efter planen, har man kun et jernslag tilbage, men greenen er bevogtet af mange bunkers, og det er ikke altid let at slå, når man står i nedadgående leje.
Hullet er både smukt og sjovt at spille, men jeg synes nu, at hul 6 er banens signaturhul. Det er et kort par 3-hul, som maksimalt måler lidt over 120 meter fra gul tee. De fleste kan slå 120 meter med nogenlunde præcision, men når der er en kløft foran og en stor bunker i spil, bliver det straks både sværere og mere interessant. Fra rød tee er hullet kortere, og udslagsstedet er flyttet sidelæns, så man faktisk ikke behøver at slå over kløften. Et hul, der udfordrer alle – men på ingen måde er umuligt.
Afslutningshullet går ind mod klubhusområdet og har et af banens større vandhazarder langs hele venstre side frem til greenen. Det er en hård afslutning på en rigtig god golfbane. Banen er relativt kuperet, men der er ikke behov for golfbil, bortset fra når det bliver rigtig varmt.
Golfen er på vej frem igen i Tunesien
På terrassen ved klubhuset venter Citrus’ klubchef, Omar Cherif. De seneste år har været økonomisk udfordrende, og de har også haft problemer med vandtildelingen. Der har været hårde forhandlinger med myndighederne, men for blot et par uger siden blev gravearbejdet færdigt, og de har nu ubegrænset adgang til genanvendt vand.
Jeg spurgte, hvordan golfen i Tunesien har det, og svaret lod vente på sig. De fleste golfbaner i Tunesien blev bygget i begyndelsen af 1990’erne, og da revolutionen kom, var man på vej ind i en anden bølge af nye golfbaner. Yasmine Golf, som ligger ved siden af Citrus, havde færdigbygget en ny Jack Nicklaus-bane, der blot manglede at blive tilsået, da alt gik i stå. Citrus Golf havde selv færdige tegninger og reserveret jord til en Nick Faldo-bane, og der var flere lignende projekter, som aldrig blev realiseret på grund af Jasminrevolutionen og pandemien.
Tabarka er undtagelsen og er blevet renoveret i denne periode – og er bedre end nogensinde. Omar mener også, at Citrus har klaret sig meget godt. Han afslutter med et håb om, at alle golfspillere nu finder tilbage til Tunesien.
I Hammamet ligger hotellerne som perler på en snor langs stranden
Klokken nærmer sig 14.00, og vi skynder os til Hotel Sindbad, hvor vi skal spise frokost. Hotel Sindbad er et af flere fremragende hoteller, som ligger som perler på en snor langs den lange sandstrand i Hammamet. Ejeren Philippe møder os på terrassen ved hotellets strand. Philippe er halvt svensk og halvt tunesisk, men har boet i Tunesien de seneste 30 år. Hans svensk er stadig perfekt, og det viser sig, at vi næsten er naboer, når han besøger Stockholm.
Der serveres en lind strøm af forskellige lækkerier fra havet. Det smager fantastisk, og vi er virkelig sultne. Da jeg næsten er mæt til bristepunktet, bliver der ryddet af – og hovedretten serveres. Jeg får klemt den grillede fisk ned og også en trio af desserter, udelukkende fordi det er så vanvittigt godt. Vi bliver siddende i flere timer, og da vi bryder op, er der kun en time til middagen. Vi udsætter middagen betydeligt for overhovedet at kunne nå at fordøje maden.
Sindbad er hyggeligt, og størstedelen af værelserne ligger i haven mellem hovedbygningen og havet. Det er femstjernet, men tilhører ingen hotelkæde og er småskala – men meget charmerende. Jeg overvejer først at gå til loungen ved poolen, men ender med at sætte mig på terrassen uden for mit værelse og lytte til fuglene og havets bølger.
Det bliver ikke nogen tre-retters middag. I stedet tager vi hver en brick. Brick er en typisk tunesisk ret, som består af en fyldt pakke filodej, der frituresteges. Den indeholder oftest tun, kartofler, rødløg, kapers, æg og naturligvis harissa. Ægget er let smilende, og blommen blander sig med de øvrige ingredienser. Det er enkelt – men virkelig velsmagende.
Jeg foreslår en aftengåtur til medinaen i Hammamet efter middagen. Går man langs stranden fra hotellet, tager det højst 20 minutter. Hammamets medina og gamle bydel er småskala og meget hyggelig, men vi kan alle mærke, at vi er trætte, og sengen frister mere end medinaens smalle gyder og farverige basarer.
Da vi står i lufthavnen, kan jeg blot konstatere, at golfen ser ud til at have overlevet både Jasminrevolutionen og pandemien – og ikke er blevet knust, som Kartago blev af romerne. Jeg køber næsten aldrig noget i taxfree, men får øje på et smukt glas med harissa og håber, at den vil få både Imeds og Monas godkendelse.