Sydafrika i hjertet

Af: Søren Johansen, Golf Plaisir

Jeg elsker at spille golf, selv på de dårlige dage, hvor hverken sving eller Fortuna er med mig. Jeg kan godt lide at ramme bolden, jeg kan godt lide luften, jeg kan godt lide at komme ud, og jeg kan godt lide de uventede oplevelser, det giver at bevæge sig ud i noget, der i hvert fald ligner natur. Og selvom golfspillet har det med at tage al fokus, så er det at komme ud en meget væsentlig del af golfspillet for mig.

Jeg har gennem årene været så privilegeret at besøge mange fantastiske golfbaner og golfresorts. Om det har været på ferie med familie og venner eller i forbindelse med jobbet hos Golf Plaisir. Det er en udfordring at skulle pege på en favorit, da konteksten har stor betydning. Blandt andet derfor falder mit valg på Sydafrika, da landet har så meget at byde på og kan tilbyde en så bred vifte af typer af golfrejser (måske bortset fra at shortbreaket vil være lidt upraktisk), og fordi min familie ikke alle er golfspillere, og vores feriemål skal tilbyde andet og mere end golf.

 

Et fantastisk land

Sydafrika er et fantastisk land, ikke mindst når det handler om golf. Landet er utroligt smukt med et eksotisk dyreliv. Du mødes af smil og varme, serviceniveauet er virkelig højt, medens prisniveauet er helt i bund. Hoteller, golfbaner, mad og vin holder virkelig høj standard.

At pege på et så stort land som favoritferiemål er nok for nemt, så jeg vil godt snævre det ind og blive helt konkret – Fancourt – probably the best golf resort in the world! Midt på den smukke Garden Route, lige uden for George, i kort afstand til Knysna og Mossell Bay. Det bliver bare ikke meget bedre!

Fancourt er uden tvivl Sydafrikas bedste golfresort, og selvom der ikke er internationale flyvninger til George, så er det turen værd. Fancourt byder på meget, men først og fremmest tre mesterskabsbaner alle designet af legenden Gary Player, alle i top15 i Sydafrika. De to – Outeniqua og Montagu ligger ved hotellet, kronen på værket – The Links – ligger 10 minutter i shuttle fra receptionen. Ens for alle banerne er utrolig god stand, et godt blik for detaljerne og golf fra øverste hylde.

Montagu, gennem årene moderniseret, renoveret og forbedret (senest blev alle greens omlagt i 2017, som vil være i top kondition i 2019), fremstår i dagsom en enestående parkbane i smukke omgivelser med Outeniqua-bjergene som baggrund.

 

Fantastisk stand og design

Outeniqua-banen, også i top-15, opkaldt efter bjergkæden som danner bagtæppe, har de samme dyder som Montagu – fantastisk stand og godt design. Selvom der er en del vand, så er det mere afslappende at spille en runde på Outeniqua, men (som gælder begge baner) træd et teested bagud, og så der er nok at se til.

The Links, rangeret 1 i Sydafrika og 38 i verden (2018). The Links er Gary Players mesterværk. Inspireret af de oprindelige linksbaner på de Britiske øer er det lykkedes at skabe en helt unik linksbane på Garden Route i Sydafrika. En bedrift at skabe noget, der føles så autentisk på trods af, at alt er menneskeskabt. Links er en eksklusiv og helt særlig oplevelse. Der er begrænsninger på hvem og hvor mange, der kommer ud på banen (bor du på Fancourt, kan du selvfølgelig få lov at spille banen), her hersker en rolig stemning og en god atmosfære. Man føler sig velkommen og værdsat. Banen, ja hvert hul, kunne fortjene en grundig beskrivelse. Vil nøjes med at sige, at uanset hvordan runden går, så er det en stor golfoplevelse, og at banen kan spilles af alle, og den vil udfordre alle. En vigtig beslutning er valget af teested, jeg ville ALDRIG nå fairway på hul 18 fra bagerste teested. Skal man komme med én bemærkning for ikke blot at uddele roser, så kan det argumenteres, at banen er i for god stand og er for grøn til at være en linksbane, som ofte er lidt brune og svedne.

 

Et sublimt resort

Fancourt er i sig selv et sublimt resort med et hav af tilbud til alle, der kan lide at have det lidt godt. Til dem, der søger den helt særlige oplevelse, så kan man bo i The Manor House, det oprindelige hovedhus fra slutningen af det 19. århundrede, som i dag er et levende museum. Lidt højere niveau, lidt mere eksklusivt, lidt mere opmærksomhed og lidt bedre pris på for en runde på The Links. En runde på Links koster ca. 1.300 kr., når du bor på Fancourt.

Der er sådan set ingen grund til at forlade Fancourt, men ret skal være ret, der er flere spektakulære golfbaner i området. Nærliggende George Golf Club og Oubaii Golf Course ligger lige for. Mod øst finder du den meget charmerende by Knysna hvor både Simola GC og Pezula fortjener et besøg. Mod vest og Cape Town ligger Pinnacle Point, nok den mest spektakulært beliggende golfbane i Sydafrika. Alle baner ligger mindre end fem kvarters kørsel fra Fancourt.

Når alt det er sagt om Fancourt, så skal jeg være den første til at sige, at det ville være synd kun at besøge Fancourt, når man er i Sydafrika, hvis man da ikke allerede har set landet. Og det bringer mig tilbage til indledningen, at golcerie er andet og mere end golf. Jeg skal ikke belære den drevne Sydafrika-rejsende om, hvad man skal og ikke skal, men jeg vil meget gerne råde og vejlede den, derovervejer, og den der vil se mere. Og mit første og bedste råd er: begræns dig! Det er et stort land, og du når ikke det hele på én rejse, og logistisk får du udfordringer (læs: omkostninger) ved at presse for mange ting ind.

 

Fokus på Sydafrika

Vi i Golf Plaisir kommer til at fokusere mere på Sydafrika i de kommende år og lægger et stort arbejde i at skabe rejser, som logistisk hænger sammen, som giver en vifte af oplevelser og muligheder for at stifte bekendtskab med de helt unikke tilbud Sydafrika har.

Vi er begyndt at tilbyde færdigpakkede rejser til Sydafrika, i indeværende sæson omkring Durban med ophold på to vidt forskellige golfresorts og med mulighed for at spille legendariske Durban Country Club. Disse pakker er særligt henvendt til golferen, der er nysgerrig på Sydafrika, og som føler sig bedst tilpas i et rejseselskab. Og ikke mindst til dem, der blot vil nyde alt det gode, Sydafrika har at byde på, men til en helt anden pris end en skræddersyet golfrejse.

Vi arbejder på at skabe de gode pakker, om det er storbyen Cape Town kombineret med vinen i Stellenbosch. En tur langs Garden Route. Sun City med det væld af forlystelser og underholdning, som stedet byder på. Sun City er i øvrigt oplagt, hvis man søger safari oplevelser, da Pilanesberg Nationalparken grænser op til Sun City. Og jeg bliver nødt til at nævne den helt unikke Rovos Rail og deres golf safaris, den ultimative luksus oplevelse med verdensklasse golf, og som i princippet kan kombineres med alt det nævnte, også Fancourt.